Om folk i Masanga

Når man har en dagligdag i Masanga kan man godt glemme hvilket land, det er man er i. Glemme hvilken fortid og hvilke skæbner der gemmer sig, hvis man skraber lidt i overfladen. Det er ikke noget folk snakker om til daglig – og det er svært at spørge til. Men de gange vi har hørt om borgerkrigen og de ting, som folk har oplevet, vil de meget gerne fortælle om det - prøve at forklare os, hvordan det var. 

Maja er blevet gode venner med en mand, der hedder Daniel. Han er spedalsk, og har skader i både hænder og fødder, der giver ham besvær med at gå og med at bruge fingrene. Han bor alene i spedalskhedslandsbyen – en samling huse ved hospitalet, hvor de spedalske patienter på hospitalet blev installeret, hvis de ikke kunne klare sig selv. 

Før krigen var han gift. Han har en datter, som nu er 15 år. Hans kone blev bortført under borgerkrigen. Hun endte med at blive gift med en af bortførerne. Så Daniel mistede sin kone – og hans datter mistede sin mor, fordi hun nu ikke vil have noget at gøre med hende. Daniels søster blev også bortført. Hun overlevede men begik selvmord i Masanga for nogle år siden.

Datteren, Mary, har boet hos Daniels fætter siden hun var 3 år. De har taget sig af hende – Daniel har ikke noget arbejde og har ikke mulighed for at forsørge hende. Men for nogle dage siden kom de til Masanga med hende. Fætteren har mistet sit job – og har ikke råd til at tage sig af Mary længere. Heldigvis for dem, er Daniel gode venner med nogle af de frivillige hernede. Så de har hjulpet med at gøre et værelse nede hos Daniel rent, så hun kan bo der. I en landsby i nærheden er der en secondary school, hvor hun kan gå i skole – hvilket en anden af de frivillige har tilbudt at betale. 

Samuel arbejder på hospitalets apotek. Han omkring 30. Han boede i Masanga, da borgerkrigen brød ud. En formiddag var han forbi hostellet og sad et par timer på terrassen og fortalte om dengang. Rebellerne primært baseret i den nordlige og østlige del af Sierra Leone. De havde hovedkvarter i Makeni – den store by i nærheden, hvor vi tager ind og køber ind. De var også i Masanga – de boede på hostellet, hvor vi nu bor. Der indkvarterede de soldaterne og chefen for området havde hovedkvarter i vores spisestue. De havde også i flere omgange fanger indespærret på hostellet – blandt andet nogle fra de første fredsbevarende internationale styrker, der kom til Sierra Leone for at få styr på tingene. 

Chefen var en brutal mand – Samuel fortalte om hvordan han havde skudt en dreng uden nogen grund, bare fordi. Nu er motorcykel-taxa-chauffør i Magburaka. Samuel fortalte at han havde snakket med ham for nylig. Alle ved at han er tidligere rebel og at han har gjort grimme ting. Men indtil videre har

de kun retsforfulgt de øverste blandt rebellerne. De lavere rangerende og soldaterne lever stadig i Sierra Leone. Ifølge Samuel ved alle hvem de er – men hvad skal man gøre?

Samuel var flygtet fra rebellerne. Han havde levet nogle måneder i junglen på den anden side af floden. Der var mange, der havde levet der i skjul. De levede af hvad de kunne finde. De kunne kun lave mad om natten – for hvis de tændte bål om dagen, ville rebellerne opdage, hvor de var og forsøge at fange dem. 

Til sidst gav han op og gik til Freetown. Der boede han resten af tiden.

På hostellet hvor vi bor, bor der også to af de ældre ansatte. Det er George Favundo og B.S. Conteh. De arbejder hhv i tømrerværkstedet og spedalskhedsklinikken. De har begge arbejdet på hospitalet i mange år – også før borgerkrigen, mens hospitalet stadig blev drevet af adventisterne. En aften, mens doktor Peter stadig var her, var de ude på vores terasse og fortælle os om hvordan det havde været under krigen og efter krigen, da hospitalet blev genåbnet.

B.S. Conteh fortalte sin historie. Før krigen arbejdede han på hospitalet. Han var gift og havde tre døtre. Under krigen, da rebellerne kom til Masanga, tog han og familien til Freetown og boede. Borgerkrigen bølgede frem og tilbage. På et tidspunkt tog hans kone døtrene med til den landsby hvor hendes far boede. Hun sagde at de ville sikre der. Hendes far var valgt til en eller anden offentligt post i distriktet, så hun mente ikke at der ville ske dem noget. Hun tog fejl. Rebellerne kom til landsbyen. De tog hende og to af døtrene ud foran huset – den sidste datter havde nået at løbe ud og gemme sig i bushen. Der skød de moren og tog de to døtre med. B.S. Hørte om det nogle dage senere. Da han kom tilbage til landsbyen fandt han kun en af døtrene – og vidste ikke om de to andre var døde eller levende. Han tog datteren med til Freetown. Måneder senere fik han pludselig at vide, at en han kendte havde set hans døtre i rebellernes lejr. Han tog derud, krævede at se døtrene og tog dem med hjem. De kunne lige så godt have skudt ham. Hvad døtrene havde oplevet under deres ophold hos rebellerne fortalte han ikke om. De havde åbenbart mødt en hos rebellerne, der havde passet noget på dem. Hans døtre læser nu på universitet.

B.S. fortalte at han for nogle år siden havde mødt sin kones morder. Han havde været sammen med den datter, der havde gemt sig i bushen. Hun havde set en mand og fortalte sin far, at det var den mand, der havde skudt hendes mor. B.S. var sprunget på ham – han ville slå ham ihjel. Men heldigvis for både manden og B.S. havde der været politifolk i nærheden, der havde fået skilt dem ad. 

Det er svært at tro på, at mennesker kan ødelægge så meget for hinanden. Men der er nogen ting, som vi bare ikke kan forstå hernede. Måden, som man behandler andre mennesker på. Hvad man kan finde på at gøre. Den manglende respekt for menneskeliv. 

For nylig har der været noget uro i Freetown. Det er ikke noget nyt – og ikke noget, der truer freden i Sierra Leone lige pt. Men der var nogen diskussioner og slagsmål imellem de to regerende partier – APF og SLRP. Der har længe været problemer – på trods af at sidste valg blev rost for at foregå fredeligt. Det ene partis tilhængere har brændt deres modstanderes huse af og i nogle områder skal man ikke snakke for højt, hvis man ikke støtter det rigtige parti. Jeg har hørt flere hernede sige, at de frygter at der kommer krig igen – fordi politikerne er for grådige og kløfterne i samfundet imellem de to partier bliver for store. 

Jeg læste om urolighederne i International Herald Tribune. Det ene partis tilhængere havde stormet det andet partis hovedkvarter – og dets tilhængere havde været nødt til at søge tilflugt på taget. Det lokale hospital fortalte at de havde behandlet 20 for skader efter urolighederne – deraf 6 kvinder, der var blevet voldtaget. Man kan slet ikke begynde at forstå et land, hvor man i forbindelse med mindre ”sammenstød” skal frygte den slags ting. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange år der går, før Sierra Leone kan blive et land med et velfungerende demokrati.

Som Payamba siger, så arbejder politikerne kun for deres lommer. Sierra Leone modtager enorme mængder ulandsstøtte – men når man ser hospitaler og skoler, undrer man sig over hvor pengene bliver af. 

Nogle af mødrenes historie handler ikke om onde mennesker, men om ufatteligt hårde livsvilkår. Forhold, som vi ikke kan forstå, fordi vi kommer fra et sted, hvor børn ikke bare dør – og hvor der altid vil være en eller anden form for hjælp. 

Vi har for nylig haft en dreng indlagt. Hans mor er vel midt i tyverne. Hun har født fem børn. Kun den yngste, Mambo er i live. Han er underernæret og anæmisk. Moren besluttede at tage ham med fra afdelingen i går – før han var færdigbehandlet. Vi håber, at de andre mødre har ret, når de siger at hun ville tage ham med hen på et andet hospital. Hver fjerde barn i Sierra Leone dør før det bliver 5 år. Der er meget få familier her, der ikke har mistet mindst et barn.  Kan man forstå, hvad den slags gør ved mennesker?

Der er sikkert nogle detaljer jeg har rodet rundt i. Men det har ikke gjort historier værre. Tværtimod er der historier jeg ikke vil skrive her – de er for forfærdelige til at jeg vil skrive dem, fordi jeg ikke helt kan få mig selv til at tro på dem. 

Opdatering på ungerne fra Mile 91

Vi har nu udskrevet alle de børn vi fik indlagt fra Mile 91, da vi lavede screening dernede. De første blev udskrevet 2-3 uger efter, de sidste to blev udskrevet sidste fredags. Issa og amidu, som jeg skrev om kom sig ret hurtigt og blev uskrevet som nogle af de første. Emma blev sammen med en anden lille pige udskrevet sidste fredag. De var begge to meget lang tid om at tabe de ødemer, de havde, og komme i bedring. Så vi startede dem begge to op i tuberkulosebehandling. Det hjalp heldigvis. De sidste uger de var indlagt begyndte der virkeligt at ske noget med dem. De var stadig bagud i forhold til deres alder - men tuberkulosen er også noget der har gjort at de har været syge længe.

Af de 12 børn vi fik indlagt blev de 11 raske og udskrevet i fin form. Den sidste blev taget hjem af sin mor før behandlingen var færdig. Moren var 16 og syntes at det var vigtigere for hende at komme i skole, end at datteren blev rask.

Direkte fra junglen

Siden sidst

Nu har vi næsten været i Masanga i halvdelen af den tid vi skal være her. Tiden går enormt hurtigt hernede. Vi har efterhånden fået godt styr på hvordan tingenen fungerer her - så vi er glade for at vi ikke allerede er på vej hjem.

Vi har stadig ikke en fuld afdeling. Så vi er begyndt at lave outreach. Det betyder at man tager ud til andre landsbyer eller sundhedscentre og undersøger ungerne for at opsøge patienterne aktivt i stedet for at vente på at de kommer af sig selv. Vi har været ude tre gange – de sidste tre fredage. De første to gange var vi i Mattam og Rogbesseh. Vi screenede i alt 150 børn men fandt ikke nogen svært underernærede børn – kun omkring 10 moderat underernærede børn, som skal komme til madudlevering og check i under-five klinikken på hospitalet. På den ene side er det godt – for det betyder at der ikke er særligt mange underernærede børn i området i øjeblikket. På den anden side ville vi jo gerne finde nogle patienter til afdelingen.

I fredags var vi i Mabontor en landsby på størrelse med Masanga oppe nordpå. Vi havde i forvejen snakket med counselloren deroppe, som havde sagt at han ville give besked i områdets mindre landsbyer, så mødre og børn derfra ville komme til screening. Men der var gået noget galt – måske var det det at counselloren ikke havde givet beskeden videre før samme morgen. I hvert fald kom der ikke særligt mange til screeningen – omkring 65 hvilket var for lidt i forhold til Mabontors størrelse. Men heldigvis kom der patienter til vores afdeling - fire børn i alt. De to er to små tvillinger på 9 måneder hvis mor er død for nogle uger siden. Bedstemoren er taget med dem til Masanga Hospital. Den tredje er en tvilling på 15 måneder. Hans tvillingesøster er indlagt med ham, men er ikke underernæret. Den sidste er en pige på 5 år, der er meget tynd. Hendes 2 søstre er indlagt med hende. Storesøsteren er også syg – havde 40 i feber, da de blev indlagt. Den yngste søster er ikke syg, en selv om hun er lidt tykkere end sine søstre er hun stadig tynd og mager.

Så i øjelikket har vi mange børn på afdelingen. Og der er meget gråd. De store børn græder når de ikke må få ris, men kun mælk. Og tvillingerne græder i kor – når den ene starter, går den anden også i gang i sympati. Heldigvis er der ikke nogen af ungerne, der er ustabile eller meget dårlige. Det er dejligt at se, hvordan de langsomt får det bedre dag for dag.

Her i weekenden er vi alene hjemme. Alle de andre frivillige er på Banana Island – en ø nede ved Freetown. Vi valgte at blive hjemme fordi vi har patienter på afdelingen – og det ville være fjollet at tage væk når vi endelig har en afdeling med arbejde, der skal gøres. I næste weekend regner vi med at tage med nogle af de andre til en National Park oppe nordpå – hvis det kan lade sig gøre med bilerne hernede. Hospitalet har nogle biler, som vi plejer at kunne låne. Men nu er en af bilerne gået helt i stykker, så nu er der to biler tilbage og en af dem skal helst være til rådighed på hospitalet. Så det er blevet lidt besværligt at komme ud,

Til gengæld har vi fået cykler hernede. Der er to frivillige hernede, der har startet en cyklerbiks på hospitalet. De udlejer også cykler – så vi har hver lejet en fin cykel for resten af tiden vi er hernede. I sidste weekend var vi på en længere cykeltur ud til Makar, Rogbesseh og Makar. Det var en fin tur på halvanden time. I går var vi en tur ude i Masanga 2, hvor hønsefarmen ligger, for at købe æg. Vi er glade for vores cykler.

I går aftes sad vi hjemme på hostellets terasse, spillede kort og drak gin-tonic. Ginen var den lokale Pumpa Gin, som ikke er helt så slem, som den ser ud. Mens vi sad der kunne vi høre trommemusik oppe fra landsbyen. Da det blev ved et par timer, besluttede vi os for at gå en tur derop for at se hvad der foregik. Vi kom derop og prøvede at finde frem til trommerne oppe i landsbyen. Vi spurgte et par stykker, som ikke forstod hvad vi sagde. Endelig kom vi i nærheden og en, der forstod at vi var på jagt efter trommerne, fulgte os det sidste stykker. Det var en flok på 40 mennesker, der dansede og sang omkring 5 mænd, der spillede trommer. Der var støv i luften, meget mørkt og det var svært at se, om der var nogen vi kendte. En af dem, der spillede trommer var Michael, som tidligere har boet oppe på hostellet. Han er gift med en kvinde fra Schweeiz og bor en del af året dér. Det viste sig at, trommefesten var en afskedsfest for Michael. Det viste sig også af de havde brugt de første timer af festen på at drikke og ryge – så de var godt fulde da vi kom derned. Vi blev ikke så længe – det virkede som en fest, hvor man skulle have været der fra starten eller i det mindste være inviteret.

Vi har masser af planer hernede. I næste uge skal vi ind til Makeni og besøge Magbenteh hospitalet, som drives af en Schweisisk organisation. Vi skal se hvordan de kører deres TFC og forhåbentligt få noget inspiration. I næste uge igen skal vi lave outreach i Masombiri. Vi skal også have planlagt en ny omgang outreach, og have lavet protokollen færdig, og have undervist nurse aids'ene i alle de nye ting, og have malet TFC'en, og have indført lege-aktivering, og have forbedret undervisning af mødrene, og, og, og...

Vi har 11 uger tilbage. Forhåbentligt får vi nået af alle de ting, vi gerne vil nå.