I dag regner, tordner og lyner det. Jeg har været ude i regnen for at blive våd – ikke fordi halvanden måned uden regn er så galt men fordi her er så varmt! Vel inde i læ igen så er det vist ved at være min tur til at skrive lidt her, og hvorfor så ikke fortælle om den fødselsdag vi holdte for TFC’en tirsdags.
I sidste uge kom vi i tanke om at fødselsdagen nærmede sig, og vi snakkede med Emma om hvordan vi skulle fejre den. Da vi kun havde 2 patienter, besluttede vi os for at invitere alle børn mellem 6 måneder og 5 år fra Masanga og Makarr til fødselsdag. De skulle komme kl.8 om morgenen til screening på under five klinikken, hvorefter vi ville fortsætte dagen i TFC med taler, sang og dans samt uddeling af godter til børnene. Vi bad Mr. Fortune (hospitals manageren) om at informere chiefen i Masanga, så han kunne få the town criers til at annocere i byen.
Dagen oprandt og vi stødte på den første udfordring. Ingen havde hørt the town crier annocere, og da vi henvendte os til chiefens kone, viste det sig da også at han ikke lige var hjemme. Så der stod vi og kiggede langt efter de børn, der ikke kom. Vi klagede så vores nød til Mr. Fortune, der efterfølgende drønede afsted på sin motorcykel. Hvad han helt præcis sagde til de mennesker, han snakkede med i byen ved vi ikke, men jeg skal lige love for at der begyndte at komme børn! Lidt forsinket startede vi screeningen, der indebar at alle børnene skulle vejes og måles og dette skulle registreres. I starten var det mildt sagt kaotisk. Alle mødrene ville af en eller anden grund først til, og de samlede sig alle omkring vægten. De snakkede højlydt, og ungerne skreg i vilden sky så det var ikke nemt at høre hvad der blev sagt. Jeg fik hurtigt give jobbet med at skrive videre til Emma – når man ikke kender og ikke kan stave navnene, er det temmelig svært at skrive noget når man heller ikke kan høre udtalen. Det blev også hurtigt lidt for kaotisk for Emma og vores nurse aids, så de fik gennet mødrene ind på række og bad dem vente til det blev deres tur. Det gav os et lidt bedre overblik, men lydniveauet forblev det samme. Det skal lige nævnes at vi screenede 172 børn, så det er nok ikke så mærkeligt, at det larmede lidt. Vi fandt en enkelt svært akut underernæret dreng, som vi nu har indlagt. Bortset fra ham var børnene i god ernæringsstand, hvilket jo er dejligt og også en god forklaring på, hvorfor vi ikke har nogen patienter fra Masanga. Efter screeningen inviterede vi alle mødre og børn over i TFC’en – det så ret vildt ud da de alle gik ud af underfive klinikken og videre over vejen til TFC’en. I TFC’en sad der børn og voksne på alle sengene og enkelte på gulvet. Det var rigtig hyggeligt med en meget fuld afdeling. Emma og Francis fortalte lidt om hvad der sker på afdelingen, og efter følgende blev der klappet, sunget og danset. Jeg ved ikke om I kan forestille jer hvor fedt det er, når så mange mennesker synger og danser, men jeg skal med glæde vise jer videon derfra når jeg kommer hjem. Festen sluttede med uddeling af popcorn, kiks og saft, og så blev ungerne ellers jaget hjem. På trods af skrig og skrål under vejningen og målingen tror jeg de havde en god oplevelse, og det var helt sikkert rigtigt at slutte med godterneJ
Om eftermiddagen havde vi besluttet os for at holde lidt fest for personalet. Det blev en blandet oplevelse. Der var en lille smule forvirring omkring hvem man skulle, burde og ville invitere. Det resulterede i at nogen blev ”glemt” hvilket ikke faldt i god jord alle steder. Enkelte mødte op, brokkede sig over den manglende invitation, tog en sodavand og en kiks og gik igen. Meget mærkelig opførsel. Jeg spurgte Emma hvad det gik ud på – hun mente også at det var underligt men sagde at vi bare skulle ignorere dem. Det gjorde vi så og nu er det jo så også helt glemt igen – spøjst. Tror da heldigvis at personalet på TFC’en hyggede sig, og det var jo sådan set det vigtigste.
Alt i alt en lettere kaotisk men alligevel veloverstået fødselsdag, så pyt med at vi holdte det på den forkerte dato, hvilket først gik op for os bagefterJ
Det var lidt hernede fra. Jeg må smutte nu for det er Peters sidste aften hernede for denne gang, og vi skal vist alle sammen lige have en øl eller to. Jeg skal også pakke til weekenden der byder på en tur til Freetown og stranden. Jeg glædig mig virkelig til at bade og sole, spise hummer og drikke rødvin.
Håber I alle har det godt derhjemme. Tak for alle hilsnerne – det er dejligt at høre hjemmefra.
Maja
fredag den 20. februar 2009
torsdag den 12. februar 2009
Lille opdatering
Version:1.0 StartHTML:0000000168 EndHTML:0000003752 StartFragment:0000000499 EndFragment:0000003735
I får lige en lille statusopdatering, mens jeg er heldig og have fanget noget internet. Jeg sidder på gårdsapldsen ved hostellet i Masanga og er på internettet via et mobilt modem, vi har købt. Det fungerer – men meget svingende i både stabilitet og fart.
Arbejdet på hospitalet går godt – næsten for godt, for vi har nu kun 4 indlagte tilbage. 9 af de børn og mødre vi indlagde fra Mile 91 er blevet udskrevet (og kørt hjem, men det er en længere historie). Vi har to piger tilbage fra outreachen – begge er nu i gang med TB-behandling fordi de ikke rigtig begyndte at tage på på trods af alle andre tiltag vi forsøgte. Hernede er der ikke nogen sikker TB-diagnostik, så man behandler på mistanken. Men behandlingen er 6 måneders antibiotika, så man skal have en stærk mistanke før man går i gang med det.
Næste uge har TFC'en fødselsdag, så vi regner med at fejre det og samtidig lave screening af ungerne i Masanga. Vi vil gerne være sikre på at der ikke går fem unger rundt i Masanga med svær underernæring.
På grund af nogle samarbejdsproblemer med Mohammed Sankoh, som vi lavede outreach sammen med i Mile 91, overvejer vi nu at gå i gang med at lave vores eget outreach. Både fordi det ikke er fordel for nogen at afdelingen står tom og fordi vi gerne vil finde ud af hvor stor hyppigheden af underernæring er i området. Forhåbentligt kommer vi i gang med det inden for et par uger.
I mandags var vi i Magburka for at aflevere tre af de udskrevne patienter til Mohammes Sankoh. Bagefter var vi inde i byen og en tur omkring posthuset for at tjekke om der skulle være noget spændende. Posthuset er en stor fin bygning centralt i byen. Eller rettere sagt så har den været fin en gang for 20 år siden. Det er et stort posthus, men skranke med 2-3 luger og et stort område omme bagved til sortering af post. Man kan tydeligt se at det på et tidspunkt har været et travlt sted. Nu er der huller i taget. Der er kun en enkelt postmand tilbage, som går og passer stedet. Der var en del pakker – både til Wendelin, den hollandske læge og til Heidi, som tog hjem for mere end 14 dage siden. I pakkerne til Heidi (som vi åbnede efter at have spurgt om lov og have fået et svar, der kunne tolkes som ja) var der julepynt og småkager. Et enkelt af de breve, der lå til hende var tilbage fra oktober måned. Og det skyldes ikke at vi ikke har hentet post i Magburaka længe. Vi nød småkagerne og sendte en kærlig tanke til Heidis far.
Moralen af posthus-historien er: Hvis der er nogen, der overvejer at sende breve osv. herned, så skal man ikke vente for længe med at gøre det.
Håber at I alle har det godt i Danmark!
tirsdag den 3. februar 2009
Post
Hospitalet har en postbox i Magburka, hvor vi ogsaa kan modtage post. Det varierer lidt hvor mange af breven og pakkerne, der naar frem, men I er velkomne til at foraoege:
Masanga Hospital
c/o Ida eller Maja
P.M.B 44
Magburaka
Sierra Leone
Masanga Hospital
c/o Ida eller Maja
P.M.B 44
Magburaka
Sierra Leone
Outreach i Mile 91
I dag faar I en masse laesestof paa en gang i anledning af at vi endelig er kommet til internettet. Vi har koebt et mobilt modem, saa fra nu af faar i forhaabentligt kortere men hyggepigere opdateringer.
Indlaegget nedenfor er skrevet d. 24. januar:
Vi har endelig fået patienter i TFC'en. Sidste indlæg skulle vi søndag til Mile 91 for at lave en screening. Så kunne Mohammed finde ud af hvor mange underernærede børn, der er i området – og vi kunne få patienter indlagt. En tom sengeafdeling er fin, hvis det er fordi der ikke er nogle syge. Her er problemet derimod at få patienterne til afdelingen.
Vi samarbejder med Mohammed Sankoh i Magburka. Han er head of nutrition og kører alle distriktets ernæringscentre, hvor de følger børnene en gang om ugen og udleverer grødmix eller plumbynut. I distriktet er der en TFC i Magburka på regeringshospitalet og hos os. På hospitalet i Magburka har de nogle biler, som regeringen har betalt. Men de har ingen penge til benzinen. Aftalen var at vi skulle betale benzinen – og så stillede de folk og biler til rådighed for screeningen. På længere sigt vil vi gerne gennemføre den slags screeninger en gang om måneden. Det kunne også være dejligt at have penge nok til at kunne betale for transport hver gang, der er et barn på et af ernæringscentrene, der har behov for at blive indlagt. Men dét er der ikke penge til i øjeblikket.
Så søndag eftermiddag kørte vi sammen med Francis – en af nurse aids'ene fra TFC'en – til Magburka for at mødes med Mohammed og hans team.. De kom (næsten) til den aftalte tid. Vi blev præsenteret for Dr. Kargbo – lægen i Magburka. Han var indbegrebet af en spradebasse. Han gjorde meget ud af at give indtryk af, at det var ham, der havde arrangeret det hele, han undskyldte at vi ikke kunne køre med i hans bil og var meget optaget at vi skulle være tilfredse. Vi kørte i en landcruiser med Mohammed, to sygeplejersker, chauffør og chaufførmedhjælper. I den anden bil – lægens bil kørte der også en hel del folk med. Det undrede os – for hvis formålet er at hente patienter med hjem, er det så særligt snedigt at fylde bilerne op hjemmefra?
Det var en underholdende tur. Mohammed snakkede og snakkede – og var åbenbart sjov, hvis man kunne forstå temne. Turen derned burde nok have taget 1½ time, men tog nærmere 3 timer. Fordi vi på vejen lige skulle holde ind ved to forskellige PHU (perifere health units), som Mohammed superviserer. Begge steder fik de arrangeret, at vi skulle have noget at spise. Her foregår fællesspisning ved, at man finder et stort fad, hælder en masse ris ud og dækker det med sovs med fisk, chili og andre gode ting – og så spiser man løs med enten ske eller fingre. Vi fik hver en ske og prøvede at spise fra en del af fadet, hvor der ikke havde været fingre. Maden smagte godt – men fisken med både finner, skind og hoved overlod vi gerne til de andre. Vi blev også fodret med bananer på halvvejen – for som Mohammed sagde, så var det jo en ”nutrition-trip”, så det var vigtigt at vi ikke blev underernærede.
Da vi kom til Mile 91 var vi først en tur omkring klinikken hvor vi skulle lave screeningen næste dag. Vi blev præsenteret for stedets CHO (person med klinisk, medicinsk uddannelse, der fungerer som praktiserende læge). Han var en meget højtidelig mand, der holdt en lille tale for os, om hvor glad han var for, at vi var kommet. Efter noget tid blev vi kørt hen til et guest house, hvor vi kunne overnatte. Vi blev vist rundt til alle værelserne for at se dem – og blev spurgt flere gange, om det var ok til os. Stedet var slidt og lavloftet – men tilsyneladende rent nok. Og så havde de en generator, så der ville være lys hele aftenen. Vi sagde ja tak – bare vi havde en seng uden alt for meget kryb at sove i.
Senere på aftenen var vi omkring en pub – hvilket var en butik med nogle plastikhavemøbler udenfor, hvor man kunne købe drikkevarer. Vi regnede egentligt med ,at vi så skulle sidde og snakke med Mohammed og Dr. Kargbo. Men de kørte hen til radiostationen for at tale om screeningen næste dag. Så vi sad tilbage sammen med Francis og et par af de andre, der var kørt med. Det var også hyggeligt nok – men efter en times tid var vi glade for at blive kørt tilbage til guest house't, så vi kunne komme i seng.
Næste morgen blev vi hentet en halv time for tidligt og kørt hen til klinikken. Der sad allerede mødre med børn og ventede, da vi kom derhen. Vi startede med at stille vægte og højdemålere op udenfor, lige indtil lægen kom forbi og sagde, at det var for koldt. I stedet for blev det stillet op inde i venterummet, hvor der i forvejen sad en ordentligt flok mødre med skrigende børn. Så skulle screeningen foregå derinde – med alt for lidt plads og alt for meget larm. Efter at de havde målt og vejet 10 børn, kom de i tanke om, at det ville være smart at kunne holde styr på hvilke børn, der skulle indlægges og hvilke, der skulle ses af lægen, inden de kunne tage hjem igen. Så de fandt nogle små papirlapper – hvide til de børn, der opfyldte kriterierne for indlæggelse, røde til de andre.
Vi vidste ikke helt, hvordan vi bedst kunne hjælpe til. Men efter noget tid, blev jeg bedt om at udfylde skemaet med alle resultaterne og tjekke om børnene skulle indlægges eller ej. Maja hjalp til med længdemålingen – hvor der ofte skulle en del folk til for at holde børnene. Det blev ikke taget hensyn til, hvor meget børnene græd. De blev målt og vejet hurtigst muligt – under meget skrig og skrål. Maja overtog senere tjansen med at notere i skemaet – det var en stressende opgave at skulle holde styr på unger, tal og røde eller hvide sedler.
Vi endte med at have 91 børn i skemaet – derudover var der nogle børn, som ikke blev målt og vejet fordi de helt åbenlyst ikke var for tynde. Vi fik noget frokost i et andet venteværelse. Vi fik skeer, men de andre spiste med fingrene – på trods af at mange af dem lige havde haft fingre i en masse syge unger. Vi undrede os over, at uddannet sundhedspersonale kan finde på den slags – og var glade for vores skeer.
Vi havde fundet omkring 30 børn der mere eller mindre opfyldte kriterierne for indlæggelse; børn over 6 måneder med ødemer eller en vægt, der er under 70% af normalen for deres højde. Aftalen var, at vi ville tage op til 15 børn, der opfyldte kriterierne – resten ville blive indlagt i Magburka. Det er hårdt at se et barn på 3 måneder, som er alt for tyndt og måtte sige, at man ikke kan tage imod det. Men vi var nødt til at tænke på, at vores TFC skulle kunne fungere.
Der var en enkelt pige, som vi sagde ja til at tage med og hvor det senere viste sig at vi nok skulle have sagt nej. Hun var 6-7 år gammel, var ekstremt tynd og afmagret. Vi så hende første gang før screeningen, hvor hendes bedstemor, der var kommet med hende, fortalte at hun havde gået 15 mil med pigen og pigens mor var død. Pigen kunne knapt stå oprejst – så afkræftet var hun. Da vi kom tilbage til Masanga viste det sig, at hun ikke havde kunnet gå i et par år efter, at hun havde haft nogle krampeanfald. Det havde vi ikke tænkt på at spørge om. Men historien endte godt. En af lægerne her i Masanga fik arrangeret, at pigen kunne komme til Makeni og få fysioterapi på hospitalet der. Selvom hun ikke bliver rask, er det helt sikkert godt for hende, at hun får noget træning og noget ordentligt mad i nogle uger inden hun kommer hjem igen.
Efter frokosten blev vi pakket i Landcruiseren – 10 mødre med børn, chauffør, chaufførmedhjælper, Fracis og os to. Det var imponerende, at vi kunne være så mange. Planen var så at vi skulle køre til Masanga – så ville bilen køre tilbage og hente resten af personalet og de sidste børn.
Vi kom til Masanga ved 3-tiden – og så skulle vi i gang med at indlægge alle ungerne. Fordi der jo ikke rigtigt har været patienter, der skulle indlægges mens vi har været her, var det første gang vi skulle modtage og indlægge patienter – og så 10 styk på en gang. Heldigvis var både Emma og Anders der til at hjælpe os. Vi startede med at give alle ungerne sukkervand, så de ikke fik for lavt blodsukker. Derefter blev de igen målt og vejet og fik taget puls, respirationsfrekvens og temperatur. Vi fik efterhånden indlagt ungerne, snakket med mødrene, undersøgt børnene og fik overblik over hvem, der havde hvilke problemer. De fleste af børnene var stabile og ikke akut medtagede.
Senere på aftenen ved 9-tiden, da vi endelig troede at vi var færdige, kom bilen igen – med 3 børn mere til os. Vi undersøgte dem hurtigt, konstanterede at de var stabile og i relativt fin form – og udskød så selve indlæggelserne til dagen efter. De fik noget mad og en seng. På det tidspunkt var det vist bedst for alle parter – børnene, mødrene og os - at få noget søvn og blive friske til næste dag.
Vi fik indlagt 12 børn. Derudover var der kommmet en indlæggelse samme dag fra under-5-klinikken. Onsdag fik vi indlagt endnu et barn, en pige, der tidligere har været indlagt, men blev taget hjem af forældrene inden hun var færdigbehandlet. Så nu har vi i alt 14 børn på afdelingen. De fleste har det rigtigt godt og nogle stykker er stadig dårlige.
Jeg vil skrive lidt om nogle enkelte af børnene for at I kan få et indtryk af, hvad det er for nogle patienter vi har:
Amidu er en dreng på knap 6 måneder, hvis mor er død. Han bor hos sin Bedstemor, som er indlagt med ham nu. Hun fortæller, at han blev afleveret hos hende for fem måneder siden med beskeden om at hans mor – altså hendes datter var død. Bedstemoren havde ikke kontakt med sin datter, men stod så pludseligt med et 1 måned gammelt barnebarn. Hun gik i gang med at amme ham – men det har alligevel ikke været nok. Han vejer lige omkring 4 kg – hvilket er under 70% af hvad han burde veje i forhold til hans længde. Tirsdag eftermiddag begyndte han at få nogle mærkelige kramper, hvor han blev helt spændt, gik i flitsbue og klynkede. Det fortsatte i løbet af natten og så holdt det op lige så pludseligt, som det var begyndt. Nu er han lige så stille begyndt at tage på i vægt og har fået det synligt bedre. Vi tror på at han klarer sig og får det bedre. Det vigtige er, at vi får hjulpet Bedstemoren, så hun ved, hvad hun skal give ham at spise. Heldigvis er hun god til at tage sig af ham og meget bekymret for ham – så det skal nok gå.
Issa er en lang, mager dreng på 5 år. Han har været svag længe. Det har fået forældrene til at behandle ham med traditionelle lægemidler. De har givet har givet ham urter at drikke i en måned. Vi ved ikke, hvad det er han har fået. Nogle af de ting, som de giver børnene er direkte giftige. For Issa har det betydet, at hans lever er forstørret med 8 cm – det er meget for en så lille dreng – og hans milt er forstørret og meget øm. Da han kom ind, havde han ødemer i ansigtet, benene og fødderne. De er efterhånden forsvundet – han har tabt sig fra 10 til 8,5 kg siden han kom ind. Så nu er han ”bare” afmagret. Heldigvis spiser han godt og glæder sig til, at han kommer så langt i behandlingen, at han må få ris.
Emma er en pige, der er omkring 1½ år. Hun havde ødemer, da hun blev indlagt samtidig med, at hun vejede under de 70% af normalen for hendes højde. Ødemer er et tegn på, at cellerne ikke kan regulere væskeforholdet mellem indeni og udenfor cellen. Det er et tegn på alvorlig underernæring. Når børnene både har ødemer og er meget tynde, er de alvorligt syge. Deres vægt er reelt lavere end den de har, når de bliver indlagt, fordi en del af vægten skylder ødemerne – at de har for meget væske i vævene. Emma har haft krepitationer, når man lytter hende på lungerne – et tegn på lungebetændelse. Hun har også i flere omgange haft svært ved at holde varmen – har haft temperatur helt ned til 33 grader. Hun er sådan et barn, som lynhurtigt kan blive meget dårligt og som har høj risiko for at dø af hendes underernæring. Enten på grund af lungebetændelsen, hjertesvigt eller anden infektionssygdom. Hun er heldigvis blevet bedre de sidste par dage. Hun har kunnet holde varmen og er blevet mere vågen og tilfreds. Så vi håber på, at hun også klarer sig igennem.
Det var en lang fortælling, som forhåbentligt har givet jer et billede af forholdene hernede og de børn vi arbejder med.
Jeg har fået et afrikansk telefonnummer, som I er velkomne til at bruge til SMS eller opkald. Nummeret er +232 76 208438.
Indlaegget nedenfor er skrevet d. 24. januar:
Vi har endelig fået patienter i TFC'en. Sidste indlæg skulle vi søndag til Mile 91 for at lave en screening. Så kunne Mohammed finde ud af hvor mange underernærede børn, der er i området – og vi kunne få patienter indlagt. En tom sengeafdeling er fin, hvis det er fordi der ikke er nogle syge. Her er problemet derimod at få patienterne til afdelingen.
Vi samarbejder med Mohammed Sankoh i Magburka. Han er head of nutrition og kører alle distriktets ernæringscentre, hvor de følger børnene en gang om ugen og udleverer grødmix eller plumbynut. I distriktet er der en TFC i Magburka på regeringshospitalet og hos os. På hospitalet i Magburka har de nogle biler, som regeringen har betalt. Men de har ingen penge til benzinen. Aftalen var at vi skulle betale benzinen – og så stillede de folk og biler til rådighed for screeningen. På længere sigt vil vi gerne gennemføre den slags screeninger en gang om måneden. Det kunne også være dejligt at have penge nok til at kunne betale for transport hver gang, der er et barn på et af ernæringscentrene, der har behov for at blive indlagt. Men dét er der ikke penge til i øjeblikket.
Så søndag eftermiddag kørte vi sammen med Francis – en af nurse aids'ene fra TFC'en – til Magburka for at mødes med Mohammed og hans team.. De kom (næsten) til den aftalte tid. Vi blev præsenteret for Dr. Kargbo – lægen i Magburka. Han var indbegrebet af en spradebasse. Han gjorde meget ud af at give indtryk af, at det var ham, der havde arrangeret det hele, han undskyldte at vi ikke kunne køre med i hans bil og var meget optaget at vi skulle være tilfredse. Vi kørte i en landcruiser med Mohammed, to sygeplejersker, chauffør og chaufførmedhjælper. I den anden bil – lægens bil kørte der også en hel del folk med. Det undrede os – for hvis formålet er at hente patienter med hjem, er det så særligt snedigt at fylde bilerne op hjemmefra?
Det var en underholdende tur. Mohammed snakkede og snakkede – og var åbenbart sjov, hvis man kunne forstå temne. Turen derned burde nok have taget 1½ time, men tog nærmere 3 timer. Fordi vi på vejen lige skulle holde ind ved to forskellige PHU (perifere health units), som Mohammed superviserer. Begge steder fik de arrangeret, at vi skulle have noget at spise. Her foregår fællesspisning ved, at man finder et stort fad, hælder en masse ris ud og dækker det med sovs med fisk, chili og andre gode ting – og så spiser man løs med enten ske eller fingre. Vi fik hver en ske og prøvede at spise fra en del af fadet, hvor der ikke havde været fingre. Maden smagte godt – men fisken med både finner, skind og hoved overlod vi gerne til de andre. Vi blev også fodret med bananer på halvvejen – for som Mohammed sagde, så var det jo en ”nutrition-trip”, så det var vigtigt at vi ikke blev underernærede.
Da vi kom til Mile 91 var vi først en tur omkring klinikken hvor vi skulle lave screeningen næste dag. Vi blev præsenteret for stedets CHO (person med klinisk, medicinsk uddannelse, der fungerer som praktiserende læge). Han var en meget højtidelig mand, der holdt en lille tale for os, om hvor glad han var for, at vi var kommet. Efter noget tid blev vi kørt hen til et guest house, hvor vi kunne overnatte. Vi blev vist rundt til alle værelserne for at se dem – og blev spurgt flere gange, om det var ok til os. Stedet var slidt og lavloftet – men tilsyneladende rent nok. Og så havde de en generator, så der ville være lys hele aftenen. Vi sagde ja tak – bare vi havde en seng uden alt for meget kryb at sove i.
Senere på aftenen var vi omkring en pub – hvilket var en butik med nogle plastikhavemøbler udenfor, hvor man kunne købe drikkevarer. Vi regnede egentligt med ,at vi så skulle sidde og snakke med Mohammed og Dr. Kargbo. Men de kørte hen til radiostationen for at tale om screeningen næste dag. Så vi sad tilbage sammen med Francis og et par af de andre, der var kørt med. Det var også hyggeligt nok – men efter en times tid var vi glade for at blive kørt tilbage til guest house't, så vi kunne komme i seng.
Næste morgen blev vi hentet en halv time for tidligt og kørt hen til klinikken. Der sad allerede mødre med børn og ventede, da vi kom derhen. Vi startede med at stille vægte og højdemålere op udenfor, lige indtil lægen kom forbi og sagde, at det var for koldt. I stedet for blev det stillet op inde i venterummet, hvor der i forvejen sad en ordentligt flok mødre med skrigende børn. Så skulle screeningen foregå derinde – med alt for lidt plads og alt for meget larm. Efter at de havde målt og vejet 10 børn, kom de i tanke om, at det ville være smart at kunne holde styr på hvilke børn, der skulle indlægges og hvilke, der skulle ses af lægen, inden de kunne tage hjem igen. Så de fandt nogle små papirlapper – hvide til de børn, der opfyldte kriterierne for indlæggelse, røde til de andre.
Vi vidste ikke helt, hvordan vi bedst kunne hjælpe til. Men efter noget tid, blev jeg bedt om at udfylde skemaet med alle resultaterne og tjekke om børnene skulle indlægges eller ej. Maja hjalp til med længdemålingen – hvor der ofte skulle en del folk til for at holde børnene. Det blev ikke taget hensyn til, hvor meget børnene græd. De blev målt og vejet hurtigst muligt – under meget skrig og skrål. Maja overtog senere tjansen med at notere i skemaet – det var en stressende opgave at skulle holde styr på unger, tal og røde eller hvide sedler.
Vi endte med at have 91 børn i skemaet – derudover var der nogle børn, som ikke blev målt og vejet fordi de helt åbenlyst ikke var for tynde. Vi fik noget frokost i et andet venteværelse. Vi fik skeer, men de andre spiste med fingrene – på trods af at mange af dem lige havde haft fingre i en masse syge unger. Vi undrede os over, at uddannet sundhedspersonale kan finde på den slags – og var glade for vores skeer.
Vi havde fundet omkring 30 børn der mere eller mindre opfyldte kriterierne for indlæggelse; børn over 6 måneder med ødemer eller en vægt, der er under 70% af normalen for deres højde. Aftalen var, at vi ville tage op til 15 børn, der opfyldte kriterierne – resten ville blive indlagt i Magburka. Det er hårdt at se et barn på 3 måneder, som er alt for tyndt og måtte sige, at man ikke kan tage imod det. Men vi var nødt til at tænke på, at vores TFC skulle kunne fungere.
Der var en enkelt pige, som vi sagde ja til at tage med og hvor det senere viste sig at vi nok skulle have sagt nej. Hun var 6-7 år gammel, var ekstremt tynd og afmagret. Vi så hende første gang før screeningen, hvor hendes bedstemor, der var kommet med hende, fortalte at hun havde gået 15 mil med pigen og pigens mor var død. Pigen kunne knapt stå oprejst – så afkræftet var hun. Da vi kom tilbage til Masanga viste det sig, at hun ikke havde kunnet gå i et par år efter, at hun havde haft nogle krampeanfald. Det havde vi ikke tænkt på at spørge om. Men historien endte godt. En af lægerne her i Masanga fik arrangeret, at pigen kunne komme til Makeni og få fysioterapi på hospitalet der. Selvom hun ikke bliver rask, er det helt sikkert godt for hende, at hun får noget træning og noget ordentligt mad i nogle uger inden hun kommer hjem igen.
Efter frokosten blev vi pakket i Landcruiseren – 10 mødre med børn, chauffør, chaufførmedhjælper, Fracis og os to. Det var imponerende, at vi kunne være så mange. Planen var så at vi skulle køre til Masanga – så ville bilen køre tilbage og hente resten af personalet og de sidste børn.
Vi kom til Masanga ved 3-tiden – og så skulle vi i gang med at indlægge alle ungerne. Fordi der jo ikke rigtigt har været patienter, der skulle indlægges mens vi har været her, var det første gang vi skulle modtage og indlægge patienter – og så 10 styk på en gang. Heldigvis var både Emma og Anders der til at hjælpe os. Vi startede med at give alle ungerne sukkervand, så de ikke fik for lavt blodsukker. Derefter blev de igen målt og vejet og fik taget puls, respirationsfrekvens og temperatur. Vi fik efterhånden indlagt ungerne, snakket med mødrene, undersøgt børnene og fik overblik over hvem, der havde hvilke problemer. De fleste af børnene var stabile og ikke akut medtagede.
Senere på aftenen ved 9-tiden, da vi endelig troede at vi var færdige, kom bilen igen – med 3 børn mere til os. Vi undersøgte dem hurtigt, konstanterede at de var stabile og i relativt fin form – og udskød så selve indlæggelserne til dagen efter. De fik noget mad og en seng. På det tidspunkt var det vist bedst for alle parter – børnene, mødrene og os - at få noget søvn og blive friske til næste dag.
Vi fik indlagt 12 børn. Derudover var der kommmet en indlæggelse samme dag fra under-5-klinikken. Onsdag fik vi indlagt endnu et barn, en pige, der tidligere har været indlagt, men blev taget hjem af forældrene inden hun var færdigbehandlet. Så nu har vi i alt 14 børn på afdelingen. De fleste har det rigtigt godt og nogle stykker er stadig dårlige.
Jeg vil skrive lidt om nogle enkelte af børnene for at I kan få et indtryk af, hvad det er for nogle patienter vi har:
Amidu er en dreng på knap 6 måneder, hvis mor er død. Han bor hos sin Bedstemor, som er indlagt med ham nu. Hun fortæller, at han blev afleveret hos hende for fem måneder siden med beskeden om at hans mor – altså hendes datter var død. Bedstemoren havde ikke kontakt med sin datter, men stod så pludseligt med et 1 måned gammelt barnebarn. Hun gik i gang med at amme ham – men det har alligevel ikke været nok. Han vejer lige omkring 4 kg – hvilket er under 70% af hvad han burde veje i forhold til hans længde. Tirsdag eftermiddag begyndte han at få nogle mærkelige kramper, hvor han blev helt spændt, gik i flitsbue og klynkede. Det fortsatte i løbet af natten og så holdt det op lige så pludseligt, som det var begyndt. Nu er han lige så stille begyndt at tage på i vægt og har fået det synligt bedre. Vi tror på at han klarer sig og får det bedre. Det vigtige er, at vi får hjulpet Bedstemoren, så hun ved, hvad hun skal give ham at spise. Heldigvis er hun god til at tage sig af ham og meget bekymret for ham – så det skal nok gå.
Issa er en lang, mager dreng på 5 år. Han har været svag længe. Det har fået forældrene til at behandle ham med traditionelle lægemidler. De har givet har givet ham urter at drikke i en måned. Vi ved ikke, hvad det er han har fået. Nogle af de ting, som de giver børnene er direkte giftige. For Issa har det betydet, at hans lever er forstørret med 8 cm – det er meget for en så lille dreng – og hans milt er forstørret og meget øm. Da han kom ind, havde han ødemer i ansigtet, benene og fødderne. De er efterhånden forsvundet – han har tabt sig fra 10 til 8,5 kg siden han kom ind. Så nu er han ”bare” afmagret. Heldigvis spiser han godt og glæder sig til, at han kommer så langt i behandlingen, at han må få ris.
Emma er en pige, der er omkring 1½ år. Hun havde ødemer, da hun blev indlagt samtidig med, at hun vejede under de 70% af normalen for hendes højde. Ødemer er et tegn på, at cellerne ikke kan regulere væskeforholdet mellem indeni og udenfor cellen. Det er et tegn på alvorlig underernæring. Når børnene både har ødemer og er meget tynde, er de alvorligt syge. Deres vægt er reelt lavere end den de har, når de bliver indlagt, fordi en del af vægten skylder ødemerne – at de har for meget væske i vævene. Emma har haft krepitationer, når man lytter hende på lungerne – et tegn på lungebetændelse. Hun har også i flere omgange haft svært ved at holde varmen – har haft temperatur helt ned til 33 grader. Hun er sådan et barn, som lynhurtigt kan blive meget dårligt og som har høj risiko for at dø af hendes underernæring. Enten på grund af lungebetændelsen, hjertesvigt eller anden infektionssygdom. Hun er heldigvis blevet bedre de sidste par dage. Hun har kunnet holde varmen og er blevet mere vågen og tilfreds. Så vi håber på, at hun også klarer sig igennem.
Det var en lang fortælling, som forhåbentligt har givet jer et billede af forholdene hernede og de børn vi arbejder med.
Jeg har fået et afrikansk telefonnummer, som I er velkomne til at bruge til SMS eller opkald. Nummeret er +232 76 208438.
De første uger i Masanga:)
Hej Alle!
Så er det endelig lykkedes os at komme til byen en dag hvor nettet virker:) Tak for hilsnerne på mail, facebook og her. Nedenfor et indlæg fra de første uger.
13.01.2009
De 2 første uger i Masanga – uge 2 og 3, 2009
Strømmen virker ikke her til aften, men min computer er ladet op, så nu sidder jeg i mørket på terrassen, hvor det eneste der lyser er Idas pandelygte og computeren. I løbet af den første uge hernede har der ellers ikke været nogle problemer med at få strøm – generatorerne bliver tændt hver aften kl.19 og slukket igen kl.22. I dette tidsrum gælder det om at få ladet telefon, computer, batterier og andet godt op.
Vi ankom til Lungi Airport forrige mandag. Det første der slog mig var varmen. Den var virkelig overvældende til trods for at det var aften – selv afrikanerne viftede om sig med papirerne for at få lidt luft.
Der var ingen problemer i lufthavnen, heldigvis! Vi frygtede et kort øjeblik at ”tolderne” ville tjekke vores bagage. Er ikke sikker på jeg ville få alle mine ting tilbage i rygsækken hvis de først blev taget ud. Det var en grund til at vi havde 23 kilo overvægt!
Grundet mørket overnattede vi på Lucia Guest House i nærheden af lufthavnen og tog til Masanga morgenen efter. Til trods for en lettere strabadserende køretur var der 6 meget spændte og glade blegansigter i landcruiseren da den kørte gennem porten til hospitalet. Vi blev ikke skuffede over det vi så. Hospitalet består af en masse større og mindre bygninger, der er mere eller mindre sammenhængende. Når man kører gennem hospitalet ligger TFC’en (Terapeutic feeding center = afdelingen for underernærede børn) og børneafdelingen på den ene side, OPD’en m.m på den anden side. De renoverede bygninger side om side med de bygninger der stadig ligger urørte hen, ødelagt under krigen. Fortsætter man videre kommer man til hostlet der ligger 500 m fra selve hospitalet. Her bor vi. Hvert vores værelse og fælles toilet. Forsiden af hostlet vender ud mod vejen mens bagsiden vender ud mod junglen. Udsigten er skøn og allerede første morgen her nød jeg at vågne til lyden af alle junglens dyr og solen der stiger op mellem træerne. Jeg tror ikke, man nogensinde bliver træt af udsigten, men jeg er begyndt at bruge ørepropper, for dyrene står tidligt op og en abe på taget kan larme MEGET!!
16.01.2009
Nu har vi snart været her i 14 dage og vi er ved at falde til. Alle har taget godt imod os. I sidste weekend fik vi mulighed for at præsentere os selv for alle hospitalets ansatte på en gang da Simon, Anders, Heidi og Thyra holdte afskedsfest. Det blev faktisk forventet, at vi ville sige noget til hele forsamlingen i den til festen fremskaffede mikrofon, der hylede virkelig meget. Er ikke så tit man lige skal sige noget til en 100-150 mennesker, men det gik.
Vi er naturligvis også blevet præsenteret for alle de ansatte på TFC’en og kan efterhånden deres navne. Emma er seniornurse og hun leder afdeling sammen med de medicinstuderende. Herudover er der ansat 8 nurseaids og en rengøringsdame. Anders og Simon har introduceret os grundigt til arbejdet, så nu føler vi os rustede til at klare os på næsten egen hånd. Emma er selvfølgelig en vigtig samarbejdspartner og vi har også de 2 hollandske læger, Frank og Wendelien, til at hjælpe når det bliver nødvendigt. Vi har desværre kun haft 2 patienter indtil nu. Det er rigtig ærgeligt at have en næsten tom afdeling, når nu de underernærede børn er der ude et sted. Det er der heldigvis også andre, der synes. På søndag tager vi derfor med Mohammed Sankoh, Head of Nutrition i Tonkolli distriktet, og hans team til Mile 91, en by i yderkanten af distriktet. Mandag morgen skal der screenes en masse børn så de der er svært akut underernærede kan blive indlagt og behandlet indtil de er ovenpå igen. Vi har sagt at vi kan tage imod 15 patienter så i næste uge får vi formodentlig rigtig travlt. Der har været meget få patienter på afdelingen de sidste par måneder så alle ansatte ser frem til noget at lave når de er på arbejde og vi ser frem til at undersøge og behandle en masse patienter. Vi er desuden spændte på turen til Mile 91. Vi har fået lov at tage en nurse aid med. Emma har valgt at det skal være Francis. ”So that he can protect the new girls”, sagde hun.
Siden jeg startede på dette indlæg er Simon og Heidi rejst. Vi har fået skriveborde på værelserne, så nu er vi rigtig flyttet ind. I morgen tager vi til Makeni. Vi skal have købt forskellige gode sager ind. Frank og Caroline skal også til byen så vi kan heldigvis køre med dem i deres ny indkøbte bil.
Jeg håber I alle sammen har det godt derhjemme. Glæder mig til at høre fra jer!
Maja
P.s. Har i øvrigt fået et Sierra Leone mobil nr. så hvis I har lyst kan I sende en sms eller ringe – det er vist ikke så dyrt med skype! Nummeret er: +232 076 208 491
Så er det endelig lykkedes os at komme til byen en dag hvor nettet virker:) Tak for hilsnerne på mail, facebook og her. Nedenfor et indlæg fra de første uger.
13.01.2009
De 2 første uger i Masanga – uge 2 og 3, 2009
Strømmen virker ikke her til aften, men min computer er ladet op, så nu sidder jeg i mørket på terrassen, hvor det eneste der lyser er Idas pandelygte og computeren. I løbet af den første uge hernede har der ellers ikke været nogle problemer med at få strøm – generatorerne bliver tændt hver aften kl.19 og slukket igen kl.22. I dette tidsrum gælder det om at få ladet telefon, computer, batterier og andet godt op.
Vi ankom til Lungi Airport forrige mandag. Det første der slog mig var varmen. Den var virkelig overvældende til trods for at det var aften – selv afrikanerne viftede om sig med papirerne for at få lidt luft.
Der var ingen problemer i lufthavnen, heldigvis! Vi frygtede et kort øjeblik at ”tolderne” ville tjekke vores bagage. Er ikke sikker på jeg ville få alle mine ting tilbage i rygsækken hvis de først blev taget ud. Det var en grund til at vi havde 23 kilo overvægt!
Grundet mørket overnattede vi på Lucia Guest House i nærheden af lufthavnen og tog til Masanga morgenen efter. Til trods for en lettere strabadserende køretur var der 6 meget spændte og glade blegansigter i landcruiseren da den kørte gennem porten til hospitalet. Vi blev ikke skuffede over det vi så. Hospitalet består af en masse større og mindre bygninger, der er mere eller mindre sammenhængende. Når man kører gennem hospitalet ligger TFC’en (Terapeutic feeding center = afdelingen for underernærede børn) og børneafdelingen på den ene side, OPD’en m.m på den anden side. De renoverede bygninger side om side med de bygninger der stadig ligger urørte hen, ødelagt under krigen. Fortsætter man videre kommer man til hostlet der ligger 500 m fra selve hospitalet. Her bor vi. Hvert vores værelse og fælles toilet. Forsiden af hostlet vender ud mod vejen mens bagsiden vender ud mod junglen. Udsigten er skøn og allerede første morgen her nød jeg at vågne til lyden af alle junglens dyr og solen der stiger op mellem træerne. Jeg tror ikke, man nogensinde bliver træt af udsigten, men jeg er begyndt at bruge ørepropper, for dyrene står tidligt op og en abe på taget kan larme MEGET!!
16.01.2009
Nu har vi snart været her i 14 dage og vi er ved at falde til. Alle har taget godt imod os. I sidste weekend fik vi mulighed for at præsentere os selv for alle hospitalets ansatte på en gang da Simon, Anders, Heidi og Thyra holdte afskedsfest. Det blev faktisk forventet, at vi ville sige noget til hele forsamlingen i den til festen fremskaffede mikrofon, der hylede virkelig meget. Er ikke så tit man lige skal sige noget til en 100-150 mennesker, men det gik.
Vi er naturligvis også blevet præsenteret for alle de ansatte på TFC’en og kan efterhånden deres navne. Emma er seniornurse og hun leder afdeling sammen med de medicinstuderende. Herudover er der ansat 8 nurseaids og en rengøringsdame. Anders og Simon har introduceret os grundigt til arbejdet, så nu føler vi os rustede til at klare os på næsten egen hånd. Emma er selvfølgelig en vigtig samarbejdspartner og vi har også de 2 hollandske læger, Frank og Wendelien, til at hjælpe når det bliver nødvendigt. Vi har desværre kun haft 2 patienter indtil nu. Det er rigtig ærgeligt at have en næsten tom afdeling, når nu de underernærede børn er der ude et sted. Det er der heldigvis også andre, der synes. På søndag tager vi derfor med Mohammed Sankoh, Head of Nutrition i Tonkolli distriktet, og hans team til Mile 91, en by i yderkanten af distriktet. Mandag morgen skal der screenes en masse børn så de der er svært akut underernærede kan blive indlagt og behandlet indtil de er ovenpå igen. Vi har sagt at vi kan tage imod 15 patienter så i næste uge får vi formodentlig rigtig travlt. Der har været meget få patienter på afdelingen de sidste par måneder så alle ansatte ser frem til noget at lave når de er på arbejde og vi ser frem til at undersøge og behandle en masse patienter. Vi er desuden spændte på turen til Mile 91. Vi har fået lov at tage en nurse aid med. Emma har valgt at det skal være Francis. ”So that he can protect the new girls”, sagde hun.
Siden jeg startede på dette indlæg er Simon og Heidi rejst. Vi har fået skriveborde på værelserne, så nu er vi rigtig flyttet ind. I morgen tager vi til Makeni. Vi skal have købt forskellige gode sager ind. Frank og Caroline skal også til byen så vi kan heldigvis køre med dem i deres ny indkøbte bil.
Jeg håber I alle sammen har det godt derhjemme. Glæder mig til at høre fra jer!
Maja
P.s. Har i øvrigt fået et Sierra Leone mobil nr. så hvis I har lyst kan I sende en sms eller ringe – det er vist ikke så dyrt med skype! Nummeret er: +232 076 208 491
Abonner på:
Opslag (Atom)