De første uger i Masanga:)

Hej Alle!

Så er det endelig lykkedes os at komme til byen en dag hvor nettet virker:) Tak for hilsnerne på mail, facebook og her. Nedenfor et indlæg fra de første uger.

13.01.2009
De 2 første uger i Masanga – uge 2 og 3, 2009
Strømmen virker ikke her til aften, men min computer er ladet op, så nu sidder jeg i mørket på terrassen, hvor det eneste der lyser er Idas pandelygte og computeren. I løbet af den første uge hernede har der ellers ikke været nogle problemer med at få strøm – generatorerne bliver tændt hver aften kl.19 og slukket igen kl.22. I dette tidsrum gælder det om at få ladet telefon, computer, batterier og andet godt op.
Vi ankom til Lungi Airport forrige mandag. Det første der slog mig var varmen. Den var virkelig overvældende til trods for at det var aften – selv afrikanerne viftede om sig med papirerne for at få lidt luft.
Der var ingen problemer i lufthavnen, heldigvis! Vi frygtede et kort øjeblik at ”tolderne” ville tjekke vores bagage. Er ikke sikker på jeg ville få alle mine ting tilbage i rygsækken hvis de først blev taget ud. Det var en grund til at vi havde 23 kilo overvægt!
Grundet mørket overnattede vi på Lucia Guest House i nærheden af lufthavnen og tog til Masanga morgenen efter. Til trods for en lettere strabadserende køretur var der 6 meget spændte og glade blegansigter i landcruiseren da den kørte gennem porten til hospitalet. Vi blev ikke skuffede over det vi så. Hospitalet består af en masse større og mindre bygninger, der er mere eller mindre sammenhængende. Når man kører gennem hospitalet ligger TFC’en (Terapeutic feeding center = afdelingen for underernærede børn) og børneafdelingen på den ene side, OPD’en m.m på den anden side. De renoverede bygninger side om side med de bygninger der stadig ligger urørte hen, ødelagt under krigen. Fortsætter man videre kommer man til hostlet der ligger 500 m fra selve hospitalet. Her bor vi. Hvert vores værelse og fælles toilet. Forsiden af hostlet vender ud mod vejen mens bagsiden vender ud mod junglen. Udsigten er skøn og allerede første morgen her nød jeg at vågne til lyden af alle junglens dyr og solen der stiger op mellem træerne. Jeg tror ikke, man nogensinde bliver træt af udsigten, men jeg er begyndt at bruge ørepropper, for dyrene står tidligt op og en abe på taget kan larme MEGET!!

16.01.2009

Nu har vi snart været her i 14 dage og vi er ved at falde til. Alle har taget godt imod os. I sidste weekend fik vi mulighed for at præsentere os selv for alle hospitalets ansatte på en gang da Simon, Anders, Heidi og Thyra holdte afskedsfest. Det blev faktisk forventet, at vi ville sige noget til hele forsamlingen i den til festen fremskaffede mikrofon, der hylede virkelig meget. Er ikke så tit man lige skal sige noget til en 100-150 mennesker, men det gik.

Vi er naturligvis også blevet præsenteret for alle de ansatte på TFC’en og kan efterhånden deres navne. Emma er seniornurse og hun leder afdeling sammen med de medicinstuderende. Herudover er der ansat 8 nurseaids og en rengøringsdame. Anders og Simon har introduceret os grundigt til arbejdet, så nu føler vi os rustede til at klare os på næsten egen hånd. Emma er selvfølgelig en vigtig samarbejdspartner og vi har også de 2 hollandske læger, Frank og Wendelien, til at hjælpe når det bliver nødvendigt. Vi har desværre kun haft 2 patienter indtil nu. Det er rigtig ærgeligt at have en næsten tom afdeling, når nu de underernærede børn er der ude et sted. Det er der heldigvis også andre, der synes. På søndag tager vi derfor med Mohammed Sankoh, Head of Nutrition i Tonkolli distriktet, og hans team til Mile 91, en by i yderkanten af distriktet. Mandag morgen skal der screenes en masse børn så de der er svært akut underernærede kan blive indlagt og behandlet indtil de er ovenpå igen. Vi har sagt at vi kan tage imod 15 patienter så i næste uge får vi formodentlig rigtig travlt. Der har været meget få patienter på afdelingen de sidste par måneder så alle ansatte ser frem til noget at lave når de er på arbejde og vi ser frem til at undersøge og behandle en masse patienter. Vi er desuden spændte på turen til Mile 91. Vi har fået lov at tage en nurse aid med. Emma har valgt at det skal være Francis. ”So that he can protect the new girls”, sagde hun.

Siden jeg startede på dette indlæg er Simon og Heidi rejst. Vi har fået skriveborde på værelserne, så nu er vi rigtig flyttet ind. I morgen tager vi til Makeni. Vi skal have købt forskellige gode sager ind. Frank og Caroline skal også til byen så vi kan heldigvis køre med dem i deres ny indkøbte bil.

Jeg håber I alle sammen har det godt derhjemme. Glæder mig til at høre fra jer!

Maja

P.s. Har i øvrigt fået et Sierra Leone mobil nr. så hvis I har lyst kan I sende en sms eller ringe – det er vist ikke så dyrt med skype! Nummeret er: +232 076 208 491