Foedselsdag for TFC'en

I dag regner, tordner og lyner det. Jeg har været ude i regnen for at blive våd – ikke fordi halvanden måned uden regn er så galt men fordi her er så varmt! Vel inde i læ igen så er det vist ved at være min tur til at skrive lidt her, og hvorfor så ikke fortælle om den fødselsdag vi holdte for TFC’en tirsdags.
I sidste uge kom vi i tanke om at fødselsdagen nærmede sig, og vi snakkede med Emma om hvordan vi skulle fejre den. Da vi kun havde 2 patienter, besluttede vi os for at invitere alle børn mellem 6 måneder og 5 år fra Masanga og Makarr til fødselsdag. De skulle komme kl.8 om morgenen til screening på under five klinikken, hvorefter vi ville fortsætte dagen i TFC med taler, sang og dans samt uddeling af godter til børnene. Vi bad Mr. Fortune (hospitals manageren) om at informere chiefen i Masanga, så han kunne få the town criers til at annocere i byen.

Dagen oprandt og vi stødte på den første udfordring. Ingen havde hørt the town crier annocere, og da vi henvendte os til chiefens kone, viste det sig da også at han ikke lige var hjemme. Så der stod vi og kiggede langt efter de børn, der ikke kom. Vi klagede så vores nød til Mr. Fortune, der efterfølgende drønede afsted på sin motorcykel. Hvad han helt præcis sagde til de mennesker, han snakkede med i byen ved vi ikke, men jeg skal lige love for at der begyndte at komme børn! Lidt forsinket startede vi screeningen, der indebar at alle børnene skulle vejes og måles og dette skulle registreres. I starten var det mildt sagt kaotisk. Alle mødrene ville af en eller anden grund først til, og de samlede sig alle omkring vægten. De snakkede højlydt, og ungerne skreg i vilden sky så det var ikke nemt at høre hvad der blev sagt. Jeg fik hurtigt give jobbet med at skrive videre til Emma – når man ikke kender og ikke kan stave navnene, er det temmelig svært at skrive noget når man heller ikke kan høre udtalen. Det blev også hurtigt lidt for kaotisk for Emma og vores nurse aids, så de fik gennet mødrene ind på række og bad dem vente til det blev deres tur. Det gav os et lidt bedre overblik, men lydniveauet forblev det samme. Det skal lige nævnes at vi screenede 172 børn, så det er nok ikke så mærkeligt, at det larmede lidt. Vi fandt en enkelt svært akut underernæret dreng, som vi nu har indlagt. Bortset fra ham var børnene i god ernæringsstand, hvilket jo er dejligt og også en god forklaring på, hvorfor vi ikke har nogen patienter fra Masanga. Efter screeningen inviterede vi alle mødre og børn over i TFC’en – det så ret vildt ud da de alle gik ud af underfive klinikken og videre over vejen til TFC’en. I TFC’en sad der børn og voksne på alle sengene og enkelte på gulvet. Det var rigtig hyggeligt med en meget fuld afdeling. Emma og Francis fortalte lidt om hvad der sker på afdelingen, og efter følgende blev der klappet, sunget og danset. Jeg ved ikke om I kan forestille jer hvor fedt det er, når så mange mennesker synger og danser, men jeg skal med glæde vise jer videon derfra når jeg kommer hjem. Festen sluttede med uddeling af popcorn, kiks og saft, og så blev ungerne ellers jaget hjem. På trods af skrig og skrål under vejningen og målingen tror jeg de havde en god oplevelse, og det var helt sikkert rigtigt at slutte med godterneJ

Om eftermiddagen havde vi besluttet os for at holde lidt fest for personalet. Det blev en blandet oplevelse. Der var en lille smule forvirring omkring hvem man skulle, burde og ville invitere. Det resulterede i at nogen blev ”glemt” hvilket ikke faldt i god jord alle steder. Enkelte mødte op, brokkede sig over den manglende invitation, tog en sodavand og en kiks og gik igen. Meget mærkelig opførsel. Jeg spurgte Emma hvad det gik ud på – hun mente også at det var underligt men sagde at vi bare skulle ignorere dem. Det gjorde vi så og nu er det jo så også helt glemt igen – spøjst. Tror da heldigvis at personalet på TFC’en hyggede sig, og det var jo sådan set det vigtigste.
Alt i alt en lettere kaotisk men alligevel veloverstået fødselsdag, så pyt med at vi holdte det på den forkerte dato, hvilket først gik op for os bagefterJ
Det var lidt hernede fra. Jeg må smutte nu for det er Peters sidste aften hernede for denne gang, og vi skal vist alle sammen lige have en øl eller to. Jeg skal også pakke til weekenden der byder på en tur til Freetown og stranden. Jeg glædig mig virkelig til at bade og sole, spise hummer og drikke rødvin.

Håber I alle har det godt derhjemme. Tak for alle hilsnerne – det er dejligt at høre hjemmefra.

Maja