På farten i Sierra Leone og lidt af alt det andet...

Allerførst bliver jeg nød til at fortælle, at vi har fået Plumpy Nut. Unicef har endelig, efter at TFC'en har været åben i et år, besluttet sig for at forsyne os med Plumpy Nut. Plumpy Nut er en form for peanut butter, der kommer i små poser. Det er det, man kalder Ready-to-Use Therapeutic Food (RUTF). RUTF er smart fordi det ikke skal tilberedes. Desuden indeholder RUTF den helt rigtig sammensætning af kulhydrater, proteiner og fedt samt vitaminer og mineraler, børn, der behandles for svær akut underernæring, har brug for, når deres tilstand er stabil. De nye forsyninger gør, at børnene på vores afdeling nu ofte ses med en pose Plumpy Nut i hånden eller for de mindre børns vedkommende med Plumpy Nut i hele hovedet. Det betyder også at børnene er vældig glade – de får mad, der nærmest smager af slik, og de må spise så meget af det som de kan. At det også gør livet lidt nemmere for personalet og sparer hospitalet penge er nogle gode sidegevinster. At vi har fået forsyninger fra Unicef af både terapeutisk mælkepulver og nu Plumpy Nut mens Ida og jeg har været hernede, er ikke kun vores men, som Emma siger, også de tidligere volontørers fortjeneste. Hermed en taknemlig tanke til jer og alle andre der arbejder for TFC’en derhjemme:)

Når man er på farten i Sierra Leone, støder man på udfordringer af forskellig slags. Den første af en række udflugter hernede fandt sted lørdag d. 29/3. Vi var 5 volontører, der havde besluttet os for en ”gåtur” op ad bjerget på den anden side af floden (den flod der løber lige nedenfor hostlet). Den bedrift var lidt tid forinden klaret af andre volontører hernede. Til trods for en del historier om hvor hårdt det havde været, kom alle hjem i et stykke, så vi turde godt begive os afsted. Inden afgang nåede vi også at blive enige med de andre om, at de nok overdrev lidt. Sikkert nede igen kan jeg sige at de gjorde de ikke! T-Roy, medarbejder på hospitalet og vores guide, synes nok ikke, det var så slemt, men jeg synes nu mærkaten ”ekstrem sport for hvide” dækker den tur meget godt. At det var solskin, middagstimer og meget tæt på ækvator har helt sikkert gjort sit til at gøre turen hård. Desuden tror jeg, at det adskiller sig lidt fra en tur op ad himmelbjerget, når men skal hive sig op i armene og kure på numsen ned igen for at nå til toppen og ned. At vi ville hele vejen op havde for mit vedkommende mere med stædighed at gøre end noget andet. Jeg er glad for at kunne sige, at jeg har bestiget et 635 meter højt bjerg. I øvrigt var udsigten fantastisk.

Den 5. april landede min mor i lufthavnen hernede. Det var starten på endnu en række udflugter. Den første udfordring i den forbindelse var at komme til lufthavnen. Det lykkedes med kun en punktering. Jeg var taget afsted i Samuels bil, og han var selv taget med, så den punktering fik han og chaufføren Joseph hurtigt ordnet. Næste dag gik turen mod stranden. Da Samuel selv skulle til Freetown, tog vi alle incl. bilen færgen over farvandet til byen og herfra videre til Franco's. Vi ventede kun 1½ time på færgen, overfarten tog kun en times tid, og den efterfølgende køretur kun 2-3 timer, så alt i alt en helt acceptabel rejse når man tager afrikanske standarder i betragtning. At vejene så bestemt ikke er beregnet til en helt almindelig personbil, som den vi kørte i, er der ikke meget at gøre ved - vi gav Samuel lidt ekstra for den tur, og jeg håber ikke bilen tog alvorlig skade. Velankommet til Franco's, et lille hotel langs Sierra Leones kyst, var der dømt ferie. I 3 dage stod den på badning, både i havet og i solen, lækker mad, kortspil, Bezzer Wizzer og ikke mindst en masse snak. Det var dejligt at se min mor igen og høre historier hjemmefra. Selvom det er forholdsvis billigt at ringe via Skype, er forbindelsen ikke den bedste, og det giver sig selv at det ikke er det samme som at være sammen.
Efter nogle afslappende dage i Bounty land drog vi videre mod en anden form for eventyr land. I nærheden af Freetown ligger en skov, og i denne skov ligger Tacugama Chimpanzee Sanctuary. Det fungerer som hjem for konfiskerede chimpanser, der med tiden forhåbentligt kan slippes ud i naturen igen. Udover det har de også et par ecolodges. Vi lejede træhuset Augusta for en nat. Ikke kun lavet af træ og heller ikke helt oppe i træerne, men med meget fin træ altan/terasse i højde med trætoppene og en helt fantastisk udsigt over skoven. Meget eksotisk i fuldmåne med chimpanse lyde i baggrunden. Vi gik nogle dejlige ture i området og deltog i den guidede tur rundt i reservatet. Næste dag tog vi til Freetown sammen med resten af volontørerne på hospitalet. De kom og hentede os i hospitalets Land Cruiser. Det var skønt at være tilbage i en ordentlig bil, selvom den til tider skal skubbes i gang. Efter et par dage i Freetown gik turen endelig tilbage til Masanga. Selvom jeg kun havde været væk i en uges tid, var det dejligt at være tilbage igen. Min mors sidste uge i Sierra Leone blev brugt i Masanga, hvor vi havde nogle hyggelige dage. I anledning af påsken var der arrangeret ”outing” påskesøndag. Den blev holdt nede ved stranden i Masanga. Ikke en helt rigtig strand som vi kender dem hjemmefra, men et stort område fyldt med palmer - meget fint. Alle vi hvide ankom ca. 2 timer forsinket ifølge invitationen, da vi havde regnet ud at det ikke ville starte til tiden. Hvad vi så bare ikke havde forventet var, at der stadig ikke var kommet nogle, da vi kom. Vi hyggede os sammen indtil der kom andre, og - bedre sent end aldrig - kom der gang i denne outing. Folk havde taget deres fine tøj på, medbragt lidt mad hjemmefra og så ellers kridtet danseskoene. Det var rigtig hyggeligt – måske især fordi jeg havde taget Mohammed med. Mohammed er en 4 årig dreng, der tidligere har været indlagt på TFC’en. Han bor sammen med sin mor i Masanga. Vi udskrev ham for ca. en måned siden. Desværre ikke fordi han var kureret, men fordi vi med lægerne blev enige om at hans tilstand ikke skyldes underernæring. Han har en sygdom/flere sygdomme, som vi ikke ved hvad er. Udover at han har en meget hvæsende vejrtrækning, en stemme så hæs at han stort set aldrig snakker, feber on and off, er hans ødemer (hævelse af især fødder og ben) nu igen så massive som da han blev indlagt hvis ikke større. Han er stadig under behandling på hospitalet, men han bor derhjemme i stedet for på TFC’en. Han er en rigtig sød dreng, der meget godt kan lide at hænge op af de hvide piger. Tror bestemt at han hyggede sig til outing, måske bl.a. fordi han fik lige hvad han pegede på af slik og andre gode sager. Jeg har for nylig skrevet hans medicinske historie ned, og lægerne har sendt den til Holland. Vi håber at lægerne der kan give os nogle forslag til hvad han fejler, og hvad vi kan gøre for at hjælpe ham. Jeg håber meget, at han får det bedre, inden vi rejser hjem igen.

Den sidste udflugt i rækken fandt sted i forrige weekend. Min mor drog afsted mod lufthavnen i Samuels bil, mens Ida og jeg kørte i den stik modsatte retning i hospitalets bil. Min mor havde en lang men god hjemrejse. Ida og jeg havde en god weekend. Vi kørte til Kenema, der ligger i den østlige del af Sierra Leone og lige i nærheden af Gola forest reserve. Her overnattede vi og næste dag tog vi så afsted på eventyr. Efter en 2 timers køretur ud til skoven, på en vej der mindende mere om en rutsjebane end noget andet, parkerede vi bilen, efterlod chaufføren og trampede afsted ind i regnskoven. Sammen med vors guide Palmer og 2 community workers, Wandi og Abaz, gik vi 8 ½ km. på den for det meste ryddede sti (man skal nu ikke tro at man kan undvære en machette). Herefter kom vi til Mahoi river, hvor vi slog lejr for natten. Drengene satte telte op og lavede bænke mens Ida og jeg hvilede ved floden. Herefter spiste vi den medbragte mad og drak the lavet på kogt vand fra floden. Vi var begge meget trætte klokken ni, så der gik vi i seng. Jeg sov ret godt til trods at flagermusene larmede helt vildt, og Abaz og Wandi havde travlt med at fange fisk og frøer. Næste morgen gik vi tilbage til bilen. Vi så hverken chimpanser eller elefanter på turen, men vi hørte indtil flere slags aber, så mange fine fugle og kan nu prale af, at vi har overnattet i telt i regnskoven:D

Efter weekenden i skoven tog vi til Bo for at besøge Læger Uden Grænser, der har et hospital der. Vi var der hovedsageligt for at se deres TFC. Det var spændende at se endnu en TFC og de ansatte satte os godt ind i deres arbejde.

Nu er det snart ved at være weekend igen. Ida’s far kommer på fredag og han skal være her i 12 dage. Det skal nok blive hyggeligt. Herefter kommer de 2 piger, der skal overtage Idas og mit arbejde. En tydelig reminder om at vores tid hernede er ved at nå til en ende. Jeg prøver på ikke at tænke for meget over det endnu. Selvom jeg glæder mig rigtig meget til at se jer alle igen, kan jeg ikke helt forholde mig til at skulle rejse herfra.

Håber I har det godt derhjemme – tak for alle hilsnerne - Maja